tanker om job, stress trivsel og andet..

tænkte lige, at jeg ville smide et lille indlæg her på bloggen, idet jeg sidder oppe en lørdag aften, og ikke kan falde i søvn, med ondt i maven.. fedt er det (-;

Baggrunden for dette lille indlæg kommer egentlig af, at jeg har haft en ret “hård” sidste uge både jobmæssigt, men så sandelig også på den personlige front.

Uden at komme for meget i indgående detaljer kan jeg sige, at jeg havde nogle konflikter på hjemmefronten. Derudover havde jeg en meget lang arbejdesuge, hvor jeg virkelig følte mig udkørt. Det, sammen med det faktum, at jeg i denne runde ikke kom ind på min ønskede uddannelse gjorde, at jeg i fredags var i en ret så energiforladt tilstand. Nå.. men det skal jo heller ikke være brok det hele (;

Der kom faktisk noget konstruktivt ud ad den ellers lige trælse uge, for at sige det mildt.

Jeg har tænkt meget over min fremtidige situation jobmæssigt og har i den forbindelse undret mig over nogle ting, herunder:

 

  • hvorfor går folk på job i 30 år uden virkelig at kunne lide deres job?
  • hvor vigtigt er jobbet egentlig for trivslen, og skal det være så altafgørende?
  • hvad holder folk fra at udnytte deres fulde potentiale, eller opnå større personlig frihed jobmæssigt?

For at nævne det første, så tror jeg, at der er flere faktorer der gør sig gældende. Det ene kunne måske være, at vi mennesker er tryghedsnarkomaner by-nature. Den anden grund til, at man bliver et sted, der ikke giver nok på den personlige front er måske, at man er økonomisk forpligtiget..

dette er altsammen gode, og legitime grunde.. Alligevel må jeg sige, at jeg ikke forstår, at man kan brokke sig hver dag på sin arbejdsplads, og alligevel ikke overveje at søge alternative muligheder? Jeg ved godt, at det lyder som om, at jeg overtænker hér, men læs lige alligevel:

Jeg ser det som en ond cirkel:

hvis du ikke kan lide dit job = mistrivsel, mistrivsel=du påvirker dig selv, og dine omgivelser på en negativ og energiforladt måde. Det resulterer måske i sidste ende i en stress-sygemelding og i, at du måske bliver alvorligt syg, fordi du ikke første omgang ” bare skulle klare dig igennem”.. jeg synes ikke, at det er OK “bare” at skulle klare sig igennem dagen, over en længere periode.  Jeg vil ikke engang sige, at jeg har respekt for det, i kraft af, at personer, der bevidst fravælger nye muligheder, måske i virkeligheden mangler selvrespekt.

der var kun lidt af mine tanker.. til sidst vil jeg gerne sige, at jeg tror det er utrolig vigtige for alle mennesker, men måske i særdeleshed for folk med mentale helbredsudfordringer, at de gør en ekstraordinær indsats for at finde et job eller en beskæftigelse, der giver MENING for dem. Jeg har, i mit nuværende job ihverfald erfaret, at mit humør og min trivsel påvirkes ret kraftigt at mit job. Dette er måske også helt normalt, idet de fleste vågne timer bliver brugt på jobbet. Jeg vil bare gerne slutte med budskabet om, at ligemeget hvad samfundet og omgivelserne siger til dig, så er der ALLER vigtigste, at du har det godt og trives med det du laver. Alle skal selvfølgelig gøre en indsats, mig selv inklusiv, men at have det godt er altså grundlæggende for ydeevne og produktivitet, ikke omvendt.. Så skid på hvad andres, eller samfundets normer siger, og tænk på dig selv. Hvad kunne egentlig være spændende at lave? hvad kunne jeg se mig selv i? hvor udnytter jeg mine talenter bedst muligt?

Jeg tror på, at der noget til os alle, hvis vi vil gøre indsatsen for at nå derhen jobmæssigt.. Jeg vil ihverfald gøre mig bedste til tror for, at modgangs-vinden stadig blæser ind i mellem.. det skal den jo (-:

late night hilsner,

Nicolai

Jeg havde en aha-oplevelse..

Jeg har valgt at skrive dette indlæg, da jeg her for tiden går med mange forskellige tanker om, hvor effektiv mine tidligere forsøg på at “fjerne” angsten har været. Jeg læser for tiden en bog, der hedder ‘At last a life and beyond’, skrevet af den succesfulde forfatter Paul David fra England.. Hans Idé om angst og det at heale fra den, er radikal anderledes og meget, MEGET ligetil og overskuelig.

Jeg havde egentlig allerede læst hans første bog, som ’sjovt nok’ hedder ‘ at last a life’, men jeg tror ikke rigtigt, at jeg tog det helt ind under huden, eller måske havde jeg bare lidt for travlt med mit liv til virkelig at forstå budskabet. Du spørger nok dig selv nu; ‘jamen Nicolai, hvad handler det om??’ 😉 eller måske ikke, men here goes anyway..

Idéen bag hans koncept i de to bøger er det samme, dog bliver det bedre og mere uddybende forklaret i nummer 2 bog. Idéen kan siges med ét ord:

ACCEPT.

Ifølge ham kan angste tilstande heales, hvis vi kan accepterer de tanker og symptomer, som angsten bringer med sit grimme ansigt.

Det betyder også, at alle de teknikker, som du før har lært, må direkte i skraldespanden, eller ihvertfald tages til kraftig revidering.. Mange sider og personer tjener desværre godt på folks dårligdom. Det er en fact. Derudover bliver meget af den information, der bliver givet, serveret på en så uoverskuelig og komplicerede måde, at det bliver umuligt at huske alle dine vejrtrækningsteknikker og ‘rigtige tanker’ når du bogstaveligt talt er på skideren med din angst..
Det er ifølge ham meget mere effektivt at lade angsten passere, lade den gøre, hvad den vil. Gennem denne totale accept og kontrolfrigørelse sætter du dig selv fri. Ikke fordi, at du aldrig føler dig angst, men fordi dit forhold til dine symptomer ændres så radikalt, at du er i stand til at se ‘løgnen’ bag den angst, der har holdt dig tilbage, og måske dræbt din passion for livet.. Virkningen af dette mindset kan vidst ikke overdrives..

Er der virkelig så effektivt, som det lyder?

I ét ord: ja. – hvis du ikke forventer noget urealistisk mirakel.

Det hér handler ikke længere om eliminering, men snarere om at slippe den kamp, der utvivlsomt kommer med angsten.

Min aha-oplevelse kom hér den anden weekend, hvor jeg skulle i byen med nogle venner. Vi havde fået én øl, og skulle til at gå ned i byen. Jeg har af en eller anden grund i lang til holdt mig fra alkohol, når jeg var træt, da dette til en hvis grad provokerede min angst. Denne gamle ’sikkerhedsregel’ havde en konsekvens for mig, at jeg ikke var i den bedste tilstand, da jeg skulle i byen.. ikke panikangst, men ikke super afslappet og klar på en bytur.. Det var trist, for jeg plejede altid at være en ‘partyabe’. Jeg vil ikke lyve, når jeg siger, at jeg i øjeblik overvejede bare at tage hjem… Men hvis jeg tog hjem, så ville jeg jo IGEN lade mig dikterer af et simpelt angst-symptom (hjertebanken) Jeg kunne bare mærke, at det ikke var den rigtig vej for mig mere.. fandeme nej. Jeg skulle ikke hjem og ligge dér i sengen fyldt med selvmelidenhed, men mine gode venner festede videre..

Så jeg fortsatte ud i den mørke nat, og accepterede min nuværende tilstand fuldt ud. Følte jeg mig rolig som en munk? nej. Lad mig så spørge om noget: er det overhovedet realistisk at have det som en munk hele tiden? gu’ er det da ej..

Det hele endte rigtig fint, og jeg var først hjemme halv 3. Jeg var igen stolt over mig selv.. Det var for lang tid siden sidst. Jeg havde bevist overfor mig selv, at JEG ikke ville lade mig dikterer mere. Altså var jeg ikke længere et offer, for den måde jeg havde det på.. Ingen dybdegående analyse, ingen ‘ondt af mig selv’.. Jeg anerkendte min tilstand, og kom videre med min aften.. Utrolig rar følelse.
Det beviste mere end noget for mig, at healing fra angst ikke kan eller skal være mere kompliceret end fuld accept og selvfølgelig at give sig selv gode vilkår for en allround god trivsel, hvad end det så indbærer for den enkelte.

Jeg tror jeg har fundet det sidste stykke af puslespillet, eller.. Jeg vidste det var der, men måske var jeg ikke klar til at ‘tygge’ ordenligt på den.

til sidst: LÆS:

Paul David:

At last a life

At last a life and beyond..

Jeg garanterer for, at du lærer noget vigtigt. Det er ingen nonsens hér.

 

Ha’ det godt, og hvis ikke, så har du det stadig godt nok (-:

Smil fra

Nicolai

Tilbagefald.. hvad nu?? Lyt med under her (-:

 

Setbacks-to-Success-

Hej alle.. Jeg prøver at komme i gang med at lave nogle små lydklip, med erfaringer jeg har gjort mig, som jeg gerne vil dele med andre..

 

tag en lytter, og fortæl mig, hvad du synes..

Mange hilsner

Nicolai

Dating, kærlighed og angst..

 

Firstlove1

 

Når jeg ser rundt på internettet, ser jeg rigtig mange personer med angstrelaterede problemer, som har svært ved at date og dele sit indre med andre.. ‘dele sit indre’.. wow, det lyder godt nok poetisk, hva? (-; Det er faktisk ikke så højtflyvende.. At dele sit indre betyder jo i sagens natur, at du, uden forbehold, åbner dig selv op for en anden.

Jeg ved, og har selv oplevet, hvor svært dette kan være. At date er for personer, der ikke har abnormal angst, i sig selv en angstprovokerende situation. Derfor er det også logisk, at denne situation ikke er ideel for personen med dårlige nerver. Jeg kan ikke lade være med at tænkte et citat fra en amerikansk mental-coach, som hedder Tony Robbins. Prøv at google ham, hvis du ikke kender til ham. Han har nogle fede videoer, selvom de til tider er lidt for amerikanske til en landdreng som mig :-D.. Nå, men citat lyder således: ” It is human nature, that we will do mere to avoid pain, than we will do to gain pleasure” (eller noget i den stil). Dette citat er efter min mening meget sigende, og specielt i den hér sammenhæng. Hvis man har mange nerver, og måske et negativt selvbillede, er det kun naturligt og menneskeligt at undgå situationer, der kan forvolde dig smerte. Hvad nu, hvis du blotter dit inderste, dine dybeste tanker, frygt, og din angst? Hvad nu, hvis den person, man sidder overfor, ikke forstår dig eller gør grin med dig?.. Eller hvad nu, hvis i sidder i et intenst øjeblik, og du pludselig begynder at blive opmærksom på et symptom i din krop, går i panik, og din date ser det? hvad vil han/hun dog ikke sige?.. Alle disse tanker, og flere til havde jeg engang, og har stadig en smule.

Alligevel er disse tanker totalt misvisende og til for at beskytte dig mod noget, der ikke kan skade dig på NOGEN måde alligevel. Er det virkelig så vigtigt hvad din date tænker? hvis du fortæller om din angst, og personen begynder at  latterliggøre eller negligere dit problem, så er denne person virkelig ikke noget at samle på alligevel.. Det er ikke så vigtigt, som den angste person gør det til, der er virkelig mange forskellige fisk i havet..  :)

Personligt kan jeg fortælle, at jeg udelukkende har oplevet positiv, støttende og empatisk respons, når jeg har fortalt om mine problemer med angst. Der tror jeg er rigtig vigtigt at forstå. Folk vil dig det som udgangspunkt godt. Det kan godt være, at de ikke forstår, præcis hvad du har været igennem, men det er altså heller ikke nødvendigt. Hvis bare du har en forstående, empatisk og sød partner, så er det tilstrækkeligt. Huske nu på, at kampen, eller arbejdet med angst, som udgangpunkt skal kæmpes alene. Du kan ikke gøre dig afhængig at andre mennesker for at kunne berolige dig selv.. du kan jo ikke have dem med dig i en kuffert altid, vel? :)

.. Og lad nu være med at drikke dig fuld før og under daten, det kan kun ende dårligt, både med dig selv og din angst og  det indtryk du giver. 😉

Tilbage til den ovenstående citat. Hvis vi kan vende dette om, så kan man i princippet indstille sin hjerne til at tænke mere på den mulige succes, og måske fremtidige glæde og kærlighed med en ny partner, i stedet for at skulle undertrykke dig selv og dine ’skyggesider’, eller hvad du vil kalde dem.

Til sidst vil jeg gerne fortælle dig der læser, at du IKKE er din angst. Angst er en del af dig, og selvom den kan få dig til at krybe ned i et lille hul nogle gange, så er det den samme angst, der kan fremme nogle gode og fede karaktertræk hos dig. Angst har, når den bliver holdt under kontrol (ved ikke at kontrollere) faktisk også nogle positive ‘bivirkninger’. Den gør dig empatisk, følsom, og i stand til at forstå dig selv og dine medmennesker på måder, som du ikke ville kunne have gjort uden. Det er ikke så skidt, vel?

Det skal nok gå, selv med små huller i vejen nu og da. Det har vi alle, me too!

held og lykke med kærligheden, den fortjener vi alle at opleve! :)

Knus fra Nicolai.

 

 

Naturen som gratis terapeut for den angste!

IMG_0615.JPG

 

I dag vil jeg gerne fortælle en smule om, hvordan jeg bruger naturen til at håndtere både angst og stress på en mere effektiv måde.

Jeg så forleden en udsendelse i fjernsynet med krigsveteraner, der havde fået konstateret Post-traumatisk stress også kendt som PTSD.  Det blev i udsendelsen beskrevet, hvordan naturen og meditation kunne hjælpe dem til at falde ned og tænke klart igen.

Jeg tror også meget på, at naturen kan hjælpe på mange ting. Personligt bruger jeg naturen i rigtig mange sammenhænge, og når jeg har brug for at slappe af, og blive klar i hovedet. Hvis jeg eksempelvis har slået op med en kæreste eller er frustreret eller stresset over noget kan jeg mærke, at naturen virkelig kan gøre en positiv forskel for mig.

Da jeg startede med at ‘heale’ mig sig fra angst brugte jeg også naturen. Jeg kørte ud til mit yndlingsted, som kun jeg kendte. jeg gik en tur langs vandet, mens jeg lyttede til et online coacing program, som jeg før har nævnt her på siden kaldet ilovepanicattacks.com. Jeg fik meget mere ud af det, og blev stimuleret på en helt anden måde.

Efter min mening er det dog mindst lige så vigtigt at bruge naturen på den ‘rigtige’ måde. Du kan ikke bare tage din bil, køre ud i naturen, og blive siddende i den, og regne med, at du bliver mindre angst eller stresset. Du skal ud af bilen, ud i den friske luft. Du skal se, mærke føle naturen helt ind under huden. Det lyder mega fancy-pancy, men det er det slet ikke.

Jeg gør det sådan hér: Jeg kører ud til vandet, tæt på hvor jeg bor, og går en tur. Uden musik, mobil eller andet forstyrrende. Folk må vente, til jeg er færdig med at gå en tur. Jeg går ned til vandet, sætter mig på en sten, tager nogle dybe indåndinger og mærker den friske havluft. Jeg vælger bevidst at fokuserer på noget småt i naturen, som jeg ellers ikke ville lægge mærke til. Eksempelvis kan jeg kigge på vandet eller fuglene i lang tid, uden at tænke på andet. Jeg vælger bevidst at fordybe mig kun i dét. Det lyder måske mærkeligt, men det er faktisk ikke så mærkeligt, når du tænker over det.

Dét, at fokuserer bevidst på naturen og dens væsen i et stykke tid giver dig evnen til at føle nærvær og tilstedeværelse igen. Mange angste personer, har problemer med at føle sig tilstede i nuet. Med et smart ord bliver det kaldt DP elller de-personelisering. Det er en tilstand, hvor man har været så opmærksom på sin krop og tanker på den dårlige måde i så lang tid, at hjernen rent faktisk lukker af for din evne til at føle dig tilstede i nuet. Det er ret ubehageligt, men heldigvis kan dette modarbejdes. Det kan det blandt andet ved hjælp af bevidst fokus på den skønne natur, der omgiver os.

Knus og  hilsner fra Nicolai.

 

 

 

Første Indlæg – læs! :)

 

funny-monkey-1

 

Jeg er rigtig spændt på at begynde den hér blog! Jeg har gået med ideén længe, den er bare ikke blevet til noget før nu.. :)

Jeg tænker tit på, hvad jeg egentlig gerne vil have ud af at lave en blog som denne.. Jeg tror, at det i virkeligheden handler, at jeg aldrig selv havde en på min egen alder at se “op til”, da jeg første gang blev ramt af angst i en alder af 16 år. Jeg vil derfor blive så glad, hvis jeg gennem mine posts vil kunne hjælpe bare et par stykker. Det ville være så mega-fedt!

Det bliver understreget under siden “om bloggen”, at jeg ikke har noget faglig grundlag for at kunne vurdere, om der er tale om sygdom eller “bare” angst. – alt jeg siger, skriver eller poster på denne blog er således ud fra de erfaringer, jeg selv har gjort mig gennem sidste næsten 6 år med angst i mit liv.

Jeg er nået langt, og har gjort ting, jeg ikke har ville have kunnet drømme om at gøre for bare en håndfuld år siden.. på den gode måde!

jeg prøver på ingen måde at fremhæve mig selv. Jeg prøver derimod at sige, at alt er muligt – også med angst!
Jeg kan helt ærligt sige, at jeg aldrig har været så stolt af mig selv, som da jeg kom i mål efter noget, der hedder REX-TUREN i Livgarden.. En såkaldt “prestur” i militæret, der løber over flere døgn, hvor man efterfølgende bliver udnævnt til garder.

Gennem denne blog håber jeg at kunne inspirere andre unge med angst til at følge deres vildeste drømme! Det er ikke altid lige let, men hey.. hvad er alternativet? Et liv, der kun foregår indenfor hjemmets 4 vægge? nej, vel..

Jeg håber, at folk vil følge mine opslag, og kommentere alt i har lyst til, så skal jeg nok svare :)

Kram fra Nico